Sæsonen 2023/24 går på hæld. Ungdomstræningen sluttede ved udgangen af maj måned og starter igen efter sommerferien medio august. Det konkrete tidspunkt vil blive meldt ud til medlemmer, når vi nærmer os.
Hallen er fortsat åben, for dem der ønsker at spille selv. Men husk, at borde og bander skal tages ned igen efter spil, så lokalet står fint til de næste, der ønsker at bruge det og det er jo ikke nødvendigvis bordtennis. Husk også at tjekke hallens åbningstider, da de ændrer sig over sommeren.
Sølvnål til Helge Østergård
På Bordtennis Danmarks årsmøde den 2. juni blev der vanen tro tildelt sølvnåle til de personer, der gennem frivilligt arbejde over en årrække har gjort en betydelig indsats for sporten.
Bestyrelsen havde indstillet Helge til en sølvnål for hans utrættelige indsats for klubben gennem rigtigt mange år som turneringsleder, bestyrelsesmedlem, arrangør af sociale begivenheder og meget mere.
Bordtennis Danmark valgte at støtte indstillingen og Mai modtog på Helges vegne sølvnålen.
Tillykke til Helge og mange tak for din kæmpe indsats.
Evaluering på sæsonen som gik
Ungdom
Det var nu anden sæson, hvor vi har genoptaget ungdomsspil i klubben. Det er bestyrelsens opfattelse og ønske, at der skal være et tilbud om bordtennis for ungdom i Gentofte kommune.
Vi er tilfredse med året, selvom vi måtte sige farvel til Kristian som træner. Jonathan er kommet til og gør det sammen med Mai til en god oplevelse for de unge, hvor vi nu er knap 30 medlemmer.
I januar investerede klubben i et ”Sukiru Challenges” sæt, som er en række forskellige redskaber, der kan anvendes til mange forskellige lege med bold og bat. Det er blevet rigtigt godt modtaget.
Kim fra Bordtennis Danmark var forbi og introducerede legene, som der kan læses mere om andetsteds på denne side.
Klubben (ved Mai) hjalp også Bordtennis Danmark, da konceptet blev præsenteret for Dansk Skoleidræt med stor succes i Kildeskovshallen. Så stor succes, at Gentofte Forenings Festival kontaktede os for at stille op med Sukiru, da 0-3 klasserne mødte i Gentofte Sportspark den 6. juni. Se et lille indlæg om dagen ved at klikke på dette link
Senior
En lidt blandet sæson for nogle af holdene. Første holdet i Serie 1 spillede sig til oprykningskamp til Østdanmarksserien, men den blev desværre tabt.
Andre hold, der var rykket op i sæsonen før, mødte hård modstand og nogle rykkede ned igen. Men humøret er der heldigvis fortsat og vi er klar til næste sæson.
Vores hold i DM rækken i veteran 50+, der her bliver hjulpet at tidligere stærke medlemmer (nu spiller de i Herlev) spillede sig til en bronzemedalje, hvilket var et fortjent resultat.
På det sociale område manglede julearrangementet i år, da bærende kræfter var sygdomsramte og andre ikke trådte til i tide. Men det er der en plan for i 2024.
Generalforsamlingen
Helge Madsen (Østergaard), Karsten Ellehauge og Kristian Tvermoes havde i god tid inden generalforsamlingen meddelt, at de efter mange års tro tjeneste ville trække sig. De modtog en stor tak for deres meget store indsats for klubben.
Christian Fredensborg Jakobsen (formand), Steffen Hussing (kasserer), Kasper Burholt, Christian Th. Kjølbye og Frank Jensen blev valgt til bestyrelsen.
Vi ser frem til en rigtig god sæson i 2024/25
Formanden