Kildeskovens historie.
Klubben (foreningen) blev stiftet den 1. november 1962. Den blev stiftet af Knud Jeppesen, brødrene Esben og
Michael Thielsen, Lars Nilsson og Karsten Hammer. Knud er fortsat medlem af klubben.
De første år hed klubben GSIF, og spillet foregik på Gentofte Statsskole. Foreningen havde også en
fodboldafdeling, hvor mange af bordtennismedlemmerne spillede i sommerhalvåret.
Da Gentofte kommunes storstilede projekt - etablering af Kildeskovshallen, øjnede klubben mulighed for at skifte
statsskolen ud med lokaler i den nye flotte hal. Kildeskovshallen der var tegnet af arkitekterne Karen og
Ebbe Clemmensen og landskabsarkitekten Agnete Muusfeldt lykkedes så flot med projektet at bygningerne har
høstet megen anerkendelse og blev i 1999 fredet, hvilket så i dag er på godt og ondt, for det er næsten ikke
muligt at ændre noget.
Klubbens daværende formand Jan Ribel var stærkt involveret i at sikre gode lokaler til bordtennis i
Kildeskovshallen, så vi og de andre klubber i kommunen kunne flytte til Kildeskovshallen i 1972, da hallen
åbnede. Hendes kongelige højhed Dronning Margrethe var forbi til åbningen og to af klubbens medlemmer viste
bordtennis frem i Sal 1. Dengang var de to håbefulde drengespillere.
Klubberne fik lov til at spille i Sal 1 og Sal 2. Vi spiller bekendt fortsat Sal 1.
På daværende tidspunkt var der tre klubber i Gentofte. Gentofte Bordtennis, Unisport og os.
Vi skiftede navn til Bordtennisklubben Kildeskoven (i daglig tale BTK Kildeskoven). De to andre klubber
Gentofte Bordtennis og Unisport blev lagt sammen til Gentofte Unisport, som vi delte lokalerne med i mange år.
Gentofte Unisport er i dag opløst og flere af deres spillere er medlem af vores klub.
Vi har markeret klubbens jubilæer ved fejring af 25 år, der blev holdt på Skjoldgården, 40 år på Kongekilden og
50 år på Gentofte Hotel.
På årsmødet i Bordtennis Danmark den 2. juni 2024 blev Helge Østergaard Madsen tildelt Bordtennis Danmarks
sølvnål for sin utrættelige indsats for klubben gennem rigtigt mange år som turneringsleder, bestyrelsesmedlem,
arrangør af sociale begivenheder og meget mere.
I sæsonen 2024/25 introducerer klubben for første gang organiseret træning for +55 års gruppen (lørdag
eftermiddag) og familiedag (søndag eftermiddag).
Opnåede resultater i klubbens historie
Klubben har opnået en række fine resultater gennem tiden, om end det kunne være blevet til mere, hvis ikke
klubbens bedste spillere var rykket til Sverige og Tyskland for at udvikle sig spillemæssigt.
Ungdom:
I 1979 vandt klubben Drengedivisionen ved Finn Jacobsen, Bo Mølholm, Teis Jonasson og Jens Nørgård. Samme år
vandt Finn Jacobsen det danske mesterskab i drenge single.
Teis Jonasson og Claus Sandbye vandt DM i junior double i 1982.
Det er herudover blevet til sølvmedaljer i juniordivisionen i 1974 og 1983, ligesom det er blevet til en række
individuelle sølv- og bronzemedaljer i de danske mesterskaber.
Kim Kartholm, Finn Jacobsen, Teis Jonasson og Christian Fredensborg Jakobsen har repræsenteret klubben på
forskellige ungdomslandshold.
Senior
I 70’erne opnåede vi en sølvmedalje i DM for hold (uklart hvilket år det var).
Kim Kartholm har været dansk mester to gange i double første gang i 1982 i mixed double med Dorthe Hauth og
sidenhen i 1984 i herredouble med Lars Hauth 1984.
Teis Jonassen og Finn Jacobsen vandt DM i herredouble i 1988.
Kim Kartholm (55 landskampe), Finn Jacobsen (2) og Teis Jonasson (11) har repræsenteret klubben på
seniorlandsholdet, hvor i særdeleshed Kim havde en lang og flot landsholdskarriere.
I den sammenhæng skal det også nævnes, at Teis Jonasson sammen med Claus Petersen vandt sølv i de nordiske
mesterskaber, hvor de i finalen tabte til Jan Ove Waldner og Jörgen Persson, i øvrigt en kamp de burde have
vundet med føring på 19-11 i afgørende sæt (der blev spillet til 21). De to svenskere har begge været
verdensmestre i bordtennis, så det var noget af en skalp, de kunne have fået, indtil særligt nerverne hos
Claus Petersen spillede ind.
Masters (+40 år og opefter)
Kim Kartholm og Frank Jensen blev danske mestre i herredouble i 2023 i +60 års rækken.
Klubben fik i 2024 bronze for hold i +50 års rækken, hvor Kim Kartholm og Christian Fredensborg Jakobsen fik
hjælp fra to stærke tidligere medlemmer Kasper Burholt og Jesper Hestbek.
Herudover har Kim Kartholm, Kasper Burholt, Finn Jacobsen og Teis Jonasson vundet en række danske mesterskaber
i forskellige aldersgrupper, men repræsenterende andre klubber end Kildeskoven.